Frederik Pedersen Svane

  Notater:

En Degn i Havrebjerg [Frederik Svane Africanus]

I den sidste Halvdel af det attende Aarhundrede levede i Havrebjerg en Degn og Skoleholder, der \emdash som den velstuderede Mand, han var \emdash skrev sig paa sit latinsk med det klingende Navn: Frideric Petri Svane Africanus.

Denne Mands Levnedsløb er noget udenfor det almindelige. Hans danske Navn var Frederik Pedersen Svane, og han fødtes 1710 ved Christiansborg paa Kysten af Guinea i Afrika som Søn af en Soldat og en Negerinde. Fra denne hans afrikanske Fødsel skrev sig Tilnavnet >Africanus<, et Tilnavn, som dets Bærer vistnok har været meget tilfreds med, idet det ligesom særtegnede ham imellem andre og mere gemene Landsbydegne.

Og der var én Ting, der i betydelig Grad tjente til at styrke hans Selvfølelse, og som prægede hans Optræden ved Lejligheder, der nærmere skal omtales. Det var dette, at >Africanus< følte sig staaende under Kongens særegne Naade og Beskyttelse. Efter Kong Frederik den Fjerdes Ønske var den afrikanske Soldats Søn kommen til København, 14 Aar gammel, med Sognepræst Elias Svane i Sorterup og blev døbt i Garnisons Kirke, hvor Kongen viste ham den særdeles Udmærkelse selv at staa Fadder til ham.

Frederik Pedersen \emdash der formentlig har optaget Navnet Svane efter den Sorterup-Præst, der bragte ham til Danmark \emdash blev Student 1732 og derefter cand. theol. Han rejste 1736 til Guineakysten som Kateket og virkede i denne Egenskab i tretten Aar. Saa drog han tilbage til Danmark, fik kongelig Tilladelse til at maatte blive befordret til Degn og kom til Havrebjerg-Gudum Sogne 1751. [Tilføjelse 22.08.2011: Frederik Pedersen Svane kom til Havrebjerg-Gudme i 1749. Det fremgår af et brev fra Holberg til hans foged Frederik Bierre af 11.11.1749].

Han levede som Degn i Havrebjerg i en lang Aarrække, nemlig i hele 34 Aar. Hans Liv gled ikke hele Tiden lige roligt hen, og navnlig kneb det for ham i Begyndelsen at bevare et nogenlunde fredeligt Forhold til hans Sognepræst, Hr. Joachim Gynther. Der var flere smaa Rivninger imellem ham og Præsten. Den unge Degn, der havde faaet Lærdom og Kald ved Kongens synderlige Naade, følte sig lidt mere end andre Degne. Og det, at han havde levet adskillige Aar fjernt fra Danmarks Grænser, gav ham sikkert ogsaa ligesom en videre Horisont end en almindelig Per Degn. Tillige var der et Eventyrets Drag over hans Liv, og fra hans Herkomst og hans Fødsel under Afrikas Sol ligger det nær at slutte, at hans hede Blod har gjort det vanskeligt for ham at fremtræde med behørig degnelig Beskedenhed overfor Sognepræsten.

Hans Velærværdighed, Hr. Joach. Gynther, var i alt Fald saare fortørnet paa Degnen. Og det var ham en slem Torn i Øjet, at Degnen i Tide og Utide travede omkring med sin Bøsse for at skyde Fugl. Det var galt, at Undervisningen i Skolen forsømtes derved, men værre var det, at et Barn efter Faderens Klage ved samme Skydning var geraadet i Livsfare, idet en stor Del Hagl havde truffet Barnets Kjortel. Allerværst var det, at Degnen tog Bøssen med, naar han gik til Præstegaarden, og Hr. Gynther følte \emdash i hvert Fald ved en enkelt Lejlighed \emdash sit Liv truet ved dette Vaaben i Degnens Haand.

Og under Frygten for Livet sætter Præsten sig til at affatte et Klagemaal til Provsten over Degnen. Glanspunktet i Klagemaalet er dette, at Degnen en Søndag har fordristet sig til højtideligt at befale over sin foresatte Præsten >i Kong Frederik den Femtes Navnforargelige Forhold< sig saaledes ud:

Om Tirsdagen den 2. Decbr. 1755 blev Kirkenøglen afhentet hos Præsten af en Pige, som var beordret til at feje Vaabenhusloftet. Efter sin Bortgang fra Kirken tillukte hun ikke Døren tilstrækkelig, saa den kunde staa for Vinden, som heftigt bar paa. Om Torsdagen kom Degnen over Kirkegaarden med sin Bøsse, og da han saa Kirkedøren aaben, gik han derhen for at fornemme, om nogen dér var. Men da han ingen saa, tog han den inderste Kirkenøgle til sig og gik hjem til sit Hus.

Senere gik han hen til Præsten for at lade ham vide, at Kirkedøren, nemlig den yderste, stod aaben. >Og som han med Bøssen kom i mit Hus< \emdash siger Hr. Gynther \emdash >og paastod, at jeg selv skulle gaa ind i Kirken for at efterse, om noget var borte, befrygtede jeg mig at gaa med ham.< Præsten tilbød i Stedet, at en eller flere af hans Folk maatte foretage Eftersynet i Kirken. >Men som han vilde imponere mig selv dertil, lod jeg det forblive indtil Lørdag den 6. Decbr., da Skriftemaal Kl. 10 indfaldt.<

Degnen havde jo imidlertid taget den inderste Kirkedørsnøgle til sig, og da han ikke kom for at oplukke og synge, kunde Præst og Menighed ikke komme ind i Kirken ved Skriftemaalet om Lørdagen.

De ventede efter Præstens Opgivelse en Time paa Degnen, og da han ikke kom, maatte Skriftemaalet opsættes til Søndagen derefter.

>Men da jeg nu tilligemed Menigheden var gaaet bort fra Kirken i Lørdags, kom Degnen med to Mænd og stod udenfor mit Studerekammers Vinduer og med haarde og onde Ord'fordrede mig ud til sig. Men som jeg hverken vilde svare, ej heller komme ud til ham, da stormede han med Magt paa min Kammerdør og sagde, at han vilde bruge Kongens Nøgle. Men da Døren var ham for stærk og hindrede ham Indgang til mig, vendte han tilbage ad den Vej, han var kommen fra.<

Om Søndagen, da Gudstjeneste skulde forrettes, samledes saa baade Præst og Degn og Menighed i Kirken. Men da befandtes Messehagel og -Skjorte at være borte, og da Præsten uden samme efter Ritualet ej maatte forrette Sakramentet, tilspurgte han de til Skrifte arrtegnede, om de deres Forsæt vilde opsætte til næstkommende Søndag.

En saadan Opsættelse var ikke efter Degnens Sind. Han traadte frem, og i de nærværendes Paahør sagde han til Præsten, at han skulde ikke komme ud af Kirken, førend han havde forrettet Sakramentet! >Thi han befalede mig i Kong Frederik den Vtes Navn!< siger Hr. Gynther.

Man forestille sig denne Scene: Præsten som den korrekte Embedsmand, der viser, at han nøje efterlever Ritualet, men samtidig i sine Tanker med en vis Tilfredshed formulerer sin Klage over Degnen som den rette skyldige i, at Sakramentet ikke blev forvaltet Dagen før, som Bestemmelsen var. Degnen føler sikkert i dette Øjeblik, at han alt er gaaet for vidt. Han gætter Præstens Tanker og aner, hvad der vil komme. Men det afrikanske Blod syder i hans Aarer og betager ham Besindelsen: han vil >imponere< Hr. Gynther til at forrette Sakramentet. Thi befaler han ham i Kongens Navn!

Og dette Optrin mellem Præst og Degn overværes af en Del af Menigheden, der sidder i Kirkestolene og ser til. Hvor Menighedens Sympati har været, derom meldes der intet, men man tør dog vist nok antage, at adskillige har beundret den skrappe Degn, der saadan turde vove at tortere >vor Fa'r
Optrinet endte efter Hr. Gynthers Sigende dermed, at han, >for at undgaa alt for stor Dispate og Forargelse<, forrettede Gudstjenesten i sin sædvanlige Orden. Men Dagens Malør var ikke dermed til Ende. Da Præsten havde sluttet sin Prædiken, kom Degnen op til ham paa Prædikestolen med Tillysningsbogen, >hvorudi<, siger Hr. Gynther, >var antegnet en Del vidtløftigt og det Sted uvedkommende, ja, for mig uforstaaeligt at oplæse<.

Præsten fik ikke forud for Gudstjenesten Tillysningsbogen til Eftersyn, og han spurgte da Degnen, hvad det var, der stod antegnet, saasom han det ej kunde læse. Herover følte Degnen sig krænket. Han traadte ned ad Prædikestolen, ud paa Kirkegulvet, og med høj Røst bad han for en syg, læste >Fader vor<, >og derpaa opregnede al den i Tillysningsbogen antegnede Vidtløftighed<. Præsten maatte derefter slutte med Velsignelsen, >hvilket alt var en stor Uorden og Andagtsforhindring for Menigheden<.

Og for denne Uorden og Andagtsforhindring anklager Hr. Gynther Degnen for Provsten i Skrivelse af 8. Decbr. Han anmoder Provsten om i sit Embedes Myndighed at søge saadan Uorden afværget, saa han i Fred kan forrette Gudstjenesten, saalænge Gud behager, >da jeg ej kan vide mig sikker paa mit Liv enten i Guds Hus eller udenfor, om saadanne Formastelser skal tage overhaand<.

Hr. Gynther har sikkert atter haft Degnens Bøsse i Tankerne. Han slutter sin Skrivelse: >Saa maatte det og behage Herr. Provst at befale Degnen at levere mig Nøglerne til Kirken, thi han har taget dem begge til sig, siden jeg paa førstk. Onsdag agter, om Gud vil, at betjene med Sacramentet, saa og meddele mig en liden Noticer om jeg kan forrette Sacramentet uden Messehagel og Skjorte, indtil Forvalteren over Baroniet, som i Dag er tilmeldt, hvorledes er tilgaaet, faar Sagen examineret, og enten de samme eller andre Ornamenta anskaffede<.

Dagen efter at Provsten i Finderup, Hr. Chr. Reenberg, havde modtaget Præstens Klage, foretog han en Rejse til Havrebjerg i den Tanke >at dæmpe Ilden i Asken<. Han lod Degnen vide, at han ikke maatte bruge Skyder eller løbe med Bøsse, og at han efter Gudstjenesten skulde levere baade Kirkens Nøgler og Alterklæderne i Præstens Hus. Ligesaa Kommunionsbogen, naar Indtegning var sket. Og ej heller maatte han indføre i Lysningsbogen, hvad han selv lystede, uden Præstens Vidende.

Men det, som var Provstens Hovedærinde, at stifte >Enighed og Kærlighed< imellem Degnen og Præsten, lykkedes ikke for ham. Degnens Sind var, siger Provsten, >saa échauffé og bittert<, at han >med Larmen og Buldren fremførte adskilligt bemeldte Brev uvedkommende<, satte og i Ord og Gebærder den Ærbødighed til Side, Provsten havde ventet af ham, >baade imod Eders Præst og mig, paaskydende, I havde ingen Forsvar, med mere unyttig Adfærd og Indfald<.

Dette skriver Provst Reenberg til Degnen Africanus den 10. Decbr., efter at Provstens Mæglingsrejse til Havrebjerg var mislykket. Tillige sender han efter Degnens Begæring Kopi af Præstens Brev, idet han udbeder sig Degnens tydelige skriftlige Erklæring, >saaledes som I vil, jeg skal sende det fra mig til Biskoppen, og siden trøste eder til at forsvare<. Provsten slutter sin Skrivelse saaledes: >Guds Fred styre, regere og bevare eders Sind, Hu og Tanker i Christi Taalmodighed, Sagtmodigheds og Ydmygheds Fodspor. Amen!<

Den 12. Decbr. kom Africanus til Provsten og sagde, at han kunde ikke afgive Erklæring, førend Julen var gaaet. Provsten henstillede til ham at sende den senest den 16., men da Provst Reenberg noget før Jul forebringer Sagen for Biskoppen, var det ikke sket endnu. De borttagne Messeklæder var imidlertid komne til Stede igen, hvorledes var ikke oplyst. \emdash Provsten udtaler sluttelig sine gode Ønsker for Biskoppen i følgende Ord: >Gud opfylde Deres højædle Højærværdigheds Hjærte og Families med al aandelig og himmelsk Juleglæde og Deres Alder med mange paafølgende Nyaar i Velsignelser! Amen!< Provsten undertegner sig: >Deres højædle Højærværdigheds, Hr. Biscops og Naadige Herres, underdanigste Tiener og Forbeder hos Gud, Chr. Chr. Reenberg.<

Forud for Julen, den 20. Decbr., havde Africanus sendt sin Søn med et Brev til Sognepræsten, Hr. Gynther. Brevet er holdt i en saare høflig Tone, vrimler af gudelige Talemaader, men gaar fuldstændig uden om Præstens Anklage. Som for at dokumentere sit ganske fredelige Sind begynder Degnen med at sige, at Tiden minder >om den Glæde og Salighed, det arme menneskelige Kiøn er vederfaret af Guds blotte Naade og Barmhiærtighed ved Guds Søns, vor livsaligste Frelseres og Mægleres Manddoms Annammelse og Fødsel til at blive og være Konningers Lys og Israels Herlighed, jeg mener den salige, glade og trøstefulde Julefest<.

Saa minder og samme glædelige Tid som en Erindring for Degnen til at indfinde sig med nærværende faa og ringe Linier og erbyde Hans Velærværdighed sin sædvanlige Tjeneste, som ogsaa herved tjenstærbødigt sker. Da Helligdagene følger straks paa hinanden, 4 i en Rad, og det ventelig vil blive Hs. Velærv. for besværligt ene at forrette Prædikeembedet for Alderdoms Skrøbeligheds Skyld, saa beder han Præsten behageligst at meddele, enten skrifligt eller mundtlig ved Budet, hvilken Dag eller Dage han kan være til Tjeneste, saasom det er Degnens tjenstlige Begæring at være Hs. Velærv. ganske ergiven til Kjerlighed og Tjeneste.

Africanus minder ogsaa om, at han har været Hs. Velærværdigheds >ringe Med-Tjener nu paa 7. Aar<, og at han >af Guds Forsyn og min allernaadigste Konges særdeles Naade har været Deres Med-Tjener som Degn til disse tvende Guds Menigheder<. Han frembærer til Slut sine gode Ønsker for Præsten: >Guds Naade og Aands kraftige Bistand stedse betalende, næst en glædelig Fest og tilkommende lyksalig Nytaars Forønskning med alt kært og behageligt, jeg med megen Æstime er henlevende, Deres Velærværdigheds tjenstærbødige og ergivneste Tjener Frideric Petri Svane Africanus, Diacon loco.<

Denne sin meget tjenstlige Skrivelse lod Africanus sin Søn bringe til Sognepræsten. Har han ventet sig noget deraf, har han imidlertid forregnet sig. Hr. Gynther modtog ikke Degnens Brev, og han gav Budet denne Besked: >I kan sige: Jeg har ikke i Sinde at vexle Breve med jer Papa, jeg har skrevet ham til det, jeg vil!< At denne noget overlegne Afvisning højligen maatte krænke den varmblodige Africanus, forstaar man let. Der havde han gjort sig ret Hjærtens Umage med sit Brev og samlet mange glatte og slebne Ord. Og saa vilde den hovne Præst ikke engang modtage Brevet, langt mindre læse og besvare det!

Medens Heden endnu er i Blodet, sætter Africanus sig til at skrive til Provsten. Han klager over, at hans Søn >imod al Billighed og Høflighed [og] med største Disrespekt og Foragt begegnedes<, og han mener deraf at slutte, at derunder maa ligge forborgen nogen Foragt for hans Person. >Jeg vil<, tilføjer han, >ikke sige nogen Mistanke, Beskyldning eller Had for min Religion<.

Africanus gaar derpaa over til at tale om sin Religion. Han paaberaaber sig sin Tro paa den guddommelige Sandhed, overantvortet os ved de hellige Profeter og Apostle og Jesum Christo, og i denne Tro oplærer han sin underhavende Ungdom. Han forsikrer om sin Samdrægtighed med Paulo, naar han skriver: Jeg ved og vil intet andet vide til Salighed end Jesum Christum og hannem korsfæstet.

Derefter kommer han til >vor højsalige Kirkefader Morten Luther, der har lært og lidt for sin Religion og bleven derudi til sidste Dødsdag og Aandedræt<. Hvilken Religion Africanus og erkender som sin. Og den har han troet og lært >under Monarkens min allernaadigste Konges Vingers Skygge i mit Fødeland Guinea i Africa i 10 a 12 Aars Tid, som jeg og under mangfoldige Forfølgelser, Efterstræbelser og Viderværdighed bestandig har troet og lært, ja, lidt meget for<.

I den Religion har ogsaa Hans Eminence Biskop Hersleb befunden ham at være, da han i Kraft af Monarkens Reskript har kaldet ham til disse tvende Guds Menigheder til at være og anses for en overhørt, velgrundet og dygtig befunden Sognedegn. Og efter at Africanus har sagt sig fri for alt Slags Kætteri, kommer han atter ind paa sin Sognepræsts, Hr. Gynthers, >slette Opførsel< imod bemeldte hans tjenstlige, og ærbødige Skrivelses Indhold. Samme tjenstlige Skrivelse indeslutter han nu i sit Brev til Provsten, idet han beder denne meddele ham sine Tanker, som mulig kan blive Africanus tjenlig >under saa stor en Forfølgelse, som jeg paa nærværende Tid uforskyldt er geraadet udi<.

De skriftlige Indlæg i Sagen blev indsendte til Biskop Peder Hersleb, som dog ikke hastede med at foretage sig noget i samme Anledning. Han ventede, at >den afrikanske Degn< nok direkte vilde lade høre fra sig, og dette skete da ogsaa. Den 7. Januar 1756 skriver Africanus til Biskoppen, hvem han giver Titlen: >Deres Eminence, højnaadige Herre og Fader i Vor fælles Frelser Christo Jesu!<

Africanus fralægger sig Skylden for den mellem ham og Præsten (hans >Med-Tjener<) opkomne Tvistighed og Misforstaaelse; han har >ikke i ringeste Maade givet nogen Slags billig Anledning dertil<. >Deres Eminences til mig saa faderlig som naadig gjorte Formaninger har stedse staaet mig for Øjne til Opmuntring til Kærlighed og andre Dyders Øvelse imod alle og allermest imod min ved min Tiltrædelse til Embederne forefundne Sognepræst, Hr. Joach. Gynther<.

Videre har Africanus altid beflittet sig paa i alle mulige Maader at bevise og efterleve sin allerunderdanigste Pligt imod sin Gud, sin >allernaadigste Konges som den ypperste og al anden saavel nedrig som høj indtil højeste Øvrighed, af Majestæten allernaadigst anordnede og Foresatte< osv. osv. >Denne Klage fra Præsten over mig og derudi forekommende haarde, usandfærdige, ubevislige og ret malitiøse Beskyldninger ere saa soleklare, at endog en Bonde paa Amager kan kende derudi, med værdigst Excuse, som underdanigst udbedes, for saa ordinært Ordsprog at bruge i saa vigtig en Sag<.

Africanus forsikrer Biskoppen, at han ikke er nogen Hedning. Angaaende Beskyldningerne, der er rettede imod ham, er de >saa massive, som de nogen Tid kunde optænkes<. Som den, der er Aarsag til >alt dette Ondskab og Ugunst<, nævner han en Student, Schiødte med Tilnavn, som Præsten har faaet at prædike for sig, og som efter eget Udsigende skal have været adjunctus og Hører i den danske Skole i Roskilde.

Samme Student Schiødte har oprørt Menigheden imod Degnen >og indbringer adskillig Forstyrring og Disorden i vores liden og arme Israel<. Africanus giver en ikke meget smigrende Karakteristik af Schiødte, der er >som Havets Bølger, der røres hid og did<, hvilket han har bevist ved at opfinde allehaande Sladder og saaledes ophidse Præsten imod alle dem, som han formener at være sig imod. Africanus siger, at Schiødte har til Hensigt at blive Gynthers Efterfølger og derved faa sig betalt for sit Prædikearbejde, som han intet Vederlag faar for i Præstens levende Live, og han angiver Schiødte som den rette auctor til Præstens Klagemaal over sig.

Underdanigst rekommanderende sig Eminencens Naade og faderlige Bevaagenhed slutter Africanus med at nedbede al mulig Lyksalighed over Biskoppen >fra Sjælenes Hyrde og Biscop, Jesum Christo, som med Faderen og den hellig Aand er en evig sand Gud, højlovet og velsignet i al Evigheds Evighed, Amen<. Han undertegner sig
>Deres Eminences
Under den barmhiærtige Guds Providence og min allernaadigste Konges og Deres Eminences guddommelige, kongelige og faderlige Naade
Frideric Petri Svane Africanus.<
Da Eminencen, Biskop Hersleb, havde modtaget denne Skrivelse fra >den afrikanske Degn<, satte han sig til at tænke over, hvad der var at foretage i Sagen. Og han skriver da derom til Provst Reenberg, idet han bemærker, at Degnens Brev er vidtløftigt nok, men han finder ikke et Ord som Svar paa Præstens Klagepunkter eller om den hele Sag.

>Iøvrigt<, siger Biskoppen, >er hans Brevs Indhold et Praleri om hans Gudsfrygt, Religion og Retsindighed; mig synes, at hans Capitolium er ikke vel forvaret, og den africanske Selvraadighed blandet med europæisk Indbildning og Hofmod vil confundere hans Sandser<.

>Jeg ved ikke, hvad jeg skal fange an med ham<, siger Biskoppen videre. >En Provsteret kunde vel sættes over ham, om Deres Velærv. finder det fornødent, saa maa det gerne ske. Men jeg frygter, at han bliver ikkun værre og gaar rent fra sin Sans<.

>Eller, om Deres Velærv. saa synes, kunde han indkaldes som for en siddende Ret og der i mit Navn tilrettesættes<. Og Biskoppen fremdrager følgende Anklagepunkter, for hvilke Degnen kan tilrettesættes:

1) >fordi han ikke havde besvaret og erklæret sig paa Præstens over ham indgivne Besværinger, hvilken Erklæring da af Retten fordres af ham og protocolleres, da det siden kan afgøres, enten Præsten vil tiltale ham eller frafalde Sagen,

2) tilrettesættes baade for de dumdristige Ord, han i Brevet til mig bruger om Præstens Forhold, saa og fordi han i samme Brev kalder Præsten sin Med-Tjener, hvilket er for dristigt, thi Præsten er hans Superieur, den han ved sin aflagte Ed har forbundet sig til at bevise Lydighed,

3) forbydes ham alvorlig at gaa med Bøsse eller dermed at skyde, men at passe paa sit Embede og sin Skole,

4) befales ham at levere Kirkenøglerne til Præsten og i hans Hus afhente dem, saa ofte Kirken skal aabnes,

5) forbydes ham at misbruge Kongens Navn, hvilket kunde blive ham farligt, at han vil befale Præsten i Kongens Navn osv., item at beraabe sig paa, at han er kaldet immediate [= direkte] af Kongen og deraf bilder sig ind at være mere end andre Degne, da han dog er kaldet som alle andre, og Kongen har tilladt, at han maa blive Degn, uagtet han ikke har været Skoleholder,

6) og endelig formanes han ganske indstændig at holde sig stille og rolig, og i Steden for at prale af sin Gudsfrygt og Religion mere vise det i Gerningen med Taknemlighed mod Gud, Flid i sit Embede og i Skolerne, Fredelighed med Menighed og Lydighed mod sine Superieurer, at ikke flere Klager komme ind over ham<.

Saaledes var altsaa Biskoppens Opfattelse af Sagen, og Africanus' skønne Ord forblev atter uden Virkning. Det havde lige saa lidt gavnet ham, at han havde rekommenderet sig til Biskoppens >faderlige Bevaagenhed<, som at han havde skudt Studenten Schiødte imellem sig og Præsten. Biskoppens Ord skærer som Lovens Sværd gennem alle Omsvøb og Talemaader, og han fremdrager Punkt for Punkt de Anklager, for hvilke Degnen maa stande til Rette.

Efter Biskoppens Ordre blev den 26. januar 1756 nedsat Provsteret, bestaaende af Provst Reenberg, Hr. Christian Mejer af Ørsløv og Hr. Torm af Stillinge. Hvorefter Degnen Frideric Svane Africanus indkaldtes for at anhøre Biskoppens Ordre. Degnen mødte ogsaa, og for ham blev bekendtgjort og oplæst Biskoppens ovenfor gengivne Skrivelse med de seks Anklagepunkter, han havde at svare til.

Da han affordredes Erklæring paa Præstens over ham indgivne Besværinger, svarede Degnen: >Den bedste og sikreste Erklæring kan jeg underdanigst hente og fremlægge af Hr. Gynther, Præsten i Havrebjerg, hans egen Samvittighed og egen Pen ved hans Undertegnelse af min Klage til ham af Oktbr. 1755 angaaende en Fornærmelse i Ord i mit Hus af en Sognekvinde<.

Iøvrigt replicerede Degnen at have efterkommet Provstens Formaninger til ham d. 9. Decbr. sidst afvigte og leveret Præsten Nøglerne til Kirken, som og fremdeles skulde ske efter Gudstjenesten, saa og bringe Alterklæderne i Præstens Hus tilligemed Kommunionsbogen efter Indtegnelse i Kirken. Ogsaa paalagdes Degnen forud at konferere med Præsten, hvis der af Lysningsbogen paa Prædikestolen skal læses, og Degnen erklærede, at han ikke siden havde brugt nogen Bøsse.

>Desforuden, efter at han nu hafde hørt Biskoppens Tilrettesættelse, lovede [han] herefter fremdeles at vise al Ærbødighed baade i Ord og Gerning og Skrift imod sin foresatte Øvrighed, saavel Hs. Højærv. Biskoppen som Provsten og Præsten som sine Superieurer, saavel som og bevise det i Gerningen med Taknemlighed imod Gud, Flid i sit Embede og i Skolen, Fredelighed mod Menigheden, saa at han lover af yderste Evne ikke at give Aarsag til, at flere Klager komme over ham<.

>Denne tilførte Erklæring tilstaar Frideric Svane at være hans Ord med sin Haands Underskrift.


Actum, 26. Jan. 1756.

Frideric Petri Svane Africanus.<


Provsterettens Afgørelse slutter med følgende:

>Dette Løfte formanede Provsten Hr. Reenberg Degnen Svane med al Alvorlighed at holde.


Paa Rettens Vegne

Reenberg. Mejer. Torm.<
Dermed var altsaa Sagen bragt til Ende, og Africanus havde forsaavidt draget det korteste Straa, som han maatte love at efterkomme alt, hvad ham blev paalagt og formanet at gøre. Han maatte ikke gaa med Bøsse eller dermed at skyde, han maatte ikke kalde Præsten sin >Medtjener<, for Præsten var hans >Superieur<, og han maatte ikke bilde sig ind at være Degn af Kongens Naade til de tvende Guds Menigheder, han var slet og ret en Degn som andre Degne!

Den kirkelige Overhyrde havde blæst i sin Fløjte og blæst alt paa rette Plads, saa Forholdet mellem de to stridende Smaahyrder for Eftertiden laa klappet og klart. Degnen maatte tage mod den biskoppelige Tilrettevisning, men sit Embede fik han fremdeles Lov at beholde, hvad der maaske næppe har været Præstens Mening.

Det fremgaar nemlig klart nok af Præstens Anklage, at han har følt sit Liv truet ved Degnens Adfærd, og under Frygten derfor forlanger han en Indskriden imod Degnen, da han ej kan >vide sig sikker paa sit Liv enten i Kirken eller udenfor<. Men dette Hovedpunkt i Hr. Gynthers Anklage gaar Biskoppen temmelig let hen over, idet han blot nøjes med at forbyde Degnen at gaa med Bøsse.

Efter denne Episode mellem Hr. Gynther og Degnen Africanus høres intet mere om deres indbyrdes Forhold. De blev begge gamle i Embedet. Hr. Joach. Gynther døde 1770 og blev begravet i Havrebjerg Kirke efter at have været Præst paa Stedet i 54 Aar. Africanus var, som nævnt, Degn i Havrebjerg i 34 Aar og maatte omsider søge sin Afsked paa Grund af Blindhed.

Forinden bringer han atter et Par Gange sit Navn i Erindring. Nogle Aar efter hans Kontrovers med Præsten hænder det under en Katekisation med den voksne Ungdom, at Degnen i Ilterhed giver en Karl to Slag paa Kinden. Da Karlen slaar igen, udvikler der sig et regulært Slagsmaal, der har til Følge, at de kæmpende Parter hver faar sin Straf. Amtmanden, Geheimeraad Frederik Danneskjold, lod Karlen en Søndag staa i Gabestok ved Kirken en halv Time før og en halv Time efter Prædikenen. Degnen fik af Provsten en alvorlig Irettesættelse for sit upassende Forhold og blev tilholdet >ej oftere paa saadan Maade for Bønderkarlene at holde Katekisation<.

I Begyndelsen af sin Degnetid i Havrebjerg har Africanus indgivet en >Memorial< til den daværende Amtmand, Geheimeraad Barnek, Vedbygaard, om, at han vil forhjælpe ham til hans Skoleholderløn hos Hr. Baron Holberg, som nu paa tredje Aar ikke har villet betale ham den. Amtmanden beretter Sagen for Biskop Hersleb og bemærker, at ifølge kongelig Forordning er Amtmændene udelukkede fra al Slags Inspektion ved Baroniets Skoler, og da Havrebjerg ligger under Baroniet, kan Amtmanden ikke assistere, som han ellers gerne vilde.

Amtmanden tager sig dog ret varmt af Degnens Sag \emdash maaske er det ham ikke helt ukært gennem dette Anligggende at kunne rette et lidet Udfald mod den i Adelstanden optagne Komedieskriver paa Tersløsegaard \emdash , og han skriver til Biskoppen, at dersom Hs. Højærv. saa synes, >bliver det bedst, at Degnen derover direkte til Hs. Maj. klager, og kunde da Supliken saalunde indrettes, at den kunde komme til min Erklæring, skal det ikke mangle, jeg jo skal erklære, som det sig bør og til Degnens Bedste, thi det er billigt, at en Arbejder nyder sin Løn<.

Og Geheimeraaden bemærker videre: >Her har dog Baronen ladet afhente hvert Aar af Sliftskassen Lysepenge for Havrebjerg Skoleholder-Skole, og dog fornemmes, at Degnen nægtes sin Skoleholderløn.<

Sandsynligvis har Africanus faaet sin Skoleholderløn uden at klage til Kongen, thi der høres intet senere om nogen saadan Klage. Sagen er formentlig bragt i Orden før eller ved Holbergs Død Januar 1754).

Africanus afgik fra Degnekaldet i Havrebjerg-Gudum i Januar 1785 med en Pension af 16 Rdl. aarlig. Hans Bohave bortsolgtes d. 31. Marts til Dækning af hans Gæld for 82 Rdl. Tilligemed sin Hustru, Cathrine Marie Badtz, med hvem han var bleven gift 1746, flyttede Degnen derefter til Havrebjerg Mølle.

Her boede de kun godt et Aar. Ved en Ildebrand i April 1786 mistede de Resterne af deres Ejendele, og Africanus kom nu i Slagelse Hospital, hvor han døde. Han oppebar som de andre Hospitalslemmer en lille aarlig Understøttelse. Om hans Kone ogsaa kom i Hospitalet, vides ikke bestemt. Hun døde 1789. I Fortegnelsen over Lemmerne i Slagelse Hospital Decbr. 1787 findes Frideric Svane opført som Nr. 93, men Aarstallet for hans Død er ikke nævnt.

Fra den Havrebjerg-Degns Død i Slagelse Hospital, gammel, fattig og blind, falder der et Skær af Vemod tilbage over hans noget urolige Liv, naar det afrikanske Blod har sydet lidt for stærkt i hans Aarer.

Kilder:
Udskrift af Løve Herreds gejstlige Justitsprotokol (alle Skrivelser i Sagen mellem Gynther og Africanus opbevares i Provinsarkivet). \emdash Skrivelser fra Amtmændene, Geheim. Frederik Danneskjold og Geheim. Barnek. \emdash Anders Petersen: Sjællands Stifts Degnehistorie, Side 93\emdash 94. \emdash Traps Danmarksbeskrivelse, anden Udg., III Del, Side 282. \emdash Slagelse Hospitals Protokol 1786\emdash 88.

  Begivenheder

• Beskæftigelse: degn i Havrebjerg Kirke, 1751-1785, Havrebjerg, Løve, Holbæk, Denmark.

Frederik blev gift med Catharina Maria Batsh, datter af Johan Batsh og Riborg. (Catharina Maria Batsh blev født i 1710-1711 i Sønderup, Slagelse, Sorø, Denmark og døde i 1789 i Slagelse, , Vestsjællands Amt, Denmark.)